+45 49 26 13 99 info@focuscare.dk

Mød Louise

 

Afsnit 1

Efter tilfældigt at have læst et meget ærligt opslag fra Louise på Facebook, fik vi kontakt med Louise og har fået lov at dele hendes personlige historie om hvordan hun har været syg med mavetarmsymptomer siden hun var 16 år og ind til hun fik diagnosen Mb. Chrohn i 2011.

Følg med i hendes hudløst ærlige og tankevækkende historie her på Facebook. Louise har fået stomi fornylig juni 2020 og hendes måde at takle sin situation på, er i den grad med til at bryde tabuet omkring livet med stomi. Virkelig så sejt og vigtigt for andre i lignende situation.

Louise er i dag 24 år gammel, bor med sin kæreste Martin, sin lille søn Victor på 1 år og deres hund Tyson på Sjælland.

Louise er under uddannelse til social og sundhedsassistent, men uddannelsen har været afbrudt flere gange pga. sygdom.

Afsnit 2

Ung med kronisk tarmbetændelse på efterskole

I 2011, var Louise så heldig, at hendes forældre ville give hende et ophold på Grønsund Idrætsefterskole på Bogø, og Louise følte sig meget privilegeret… hun havde dog det forbandede problem: ”Jeg skal skide op til 30 gange i døgnet, mest på toilettet, men også i bukserne – opkast fulgte også med indimellem siger Louise.
Starten på efterskoleopholdet nærmede sig, og Louises far mente, at hun var nervøs for at starte på skolen, og det var grunden til hendes mavesymptomer, træthed og udmattelse.

Det måtte være psykisk, og da Louises far som regel havde ret, slog hun nu også sig selv i hovedet med, at ”hun måtte stoppe at være nervøs og tage sig sammen” .

På efterskolen mødte hun lutter søde elever og lærere, men hendes toiletbesøg fortsatte og Louise begyndte også at tabe sig. På skolen blev der visket i krogene om at hun nok bare ville have opmærksomhed og tabe sig, hun blev stemplet som ”hende der bare sked i bukserne”
En weekend hvor hun var hjemme hos forældrene, fortalte hun sin mor at hun havde mavesmerter.
Normalt plejede Louise ikke at ytre sig om den slags, for at undgå alle de spørgsmål der altid fulgte efter, men den dag gjorde hun det.
Louise og hendes mor var på badeværelset samtidig, ingen blufærdigheder i vores familie, vi er meget åbne og uden hæmninger, som Louise siger.
Hendes mor så hende uden tøj og fik et bekymret udtryk i øjnene.. Hvad vejer du ? Louise vidste det ikke, var ikke den typiske teenager der kontrollerede sin vægt konstant…
42 kg, viste vægten !! Mor ville have mig til lægen straks… så de kunne finde ud af hvad jeg fejlede.
Følg med i Louises historie her

Afsnit 3
Diagnose og hvad så med efterskolen ?
Efter flere lægebesøg, fik hun endelig en henvisning til gastromedicinsk ambulatorium på Nyk. F. sygehus.
En koloskopi undersøgelse viste ikke overraskende en meget betændt tarm, og de følgende måneder røg Louise ud og ind af sygehuset. Diagnosen blev stillet: Mb.Chrohn sygdom. Louises far var meget flov over at han fejlagtigt havde bedt Louise tage sig sammen…Endelig at få diagnosen var en lettelse for Louise
Energien til at fortsætte på efterskolen manglede totalt og trods Louises dårlige samvittighed over at måtte stoppe på skolen, når hendes forældre havde givet hende opholdet, var dog den eneste løsning på daværende tidspunkt. Også lægerne opfordrede Louise til at stoppe med at dyrke sport, hvilket ikke just passede med et ophold på en idrætsefterskole.
Louise startede i stedet i alm. folkeskole i Svebølle og den nye klasse, de nye lærere og den varme modtagelse hun fik her, var så enestående.
Hun fik simpelthen de sødeste klassekammerater, der sammen med lærerne havde en kæmpe forståelse for hvorfor hun rendte på toilet i tide og utide.
”Af hjertet Tak til Svebølle folkeskole for, at modtage mig med åbne arme” siger Louise.

 

 

Afsnit 4
Kronisk syg og en drøm om at blive mor

Louises diagnose Mb.Chrohn førte til, at hun i årene 2011 blev henvist til og stadig følges af dygtige læger på Herlev hospital. Især en læge blev Louise knyttet til, så hun kalder ham ” sin egen læge” fordi de har god kemi og hun har stor tillid til hans kunnen og hans måde at tage sig af netop Louise.
I årene 2011-2019 blev det til mange samtaler, indlæggelser og Louise siger at Herlev hospital nærmest blev hendes andet hjem, og at hun uden at prale, kom der så tit, at hun fik kælenavne af sygeplejerskerne.
I 2019 i en alder af 23 år havde Louise fået mere forskelligt medicin end man kan tælle på 2 hænder.
Jeg var blevet voksen – min kæreste Martin og jeg legede med tanken om at blive forældre. Vores kærlighed til hinanden var stor og vi mente, vi var klar til at give noget af den kærlighed videre til et barn.
Til en lægesamtale hos ” min egen læge” luftede jeg derfor tanken om, at jeg gerne ville være mor.
Det forstod min læge så udmærket, men samtidig så udtrykte han tvivl om det kunne lade sig gøre for mig at blive gravid, pga. al den medicin jeg havde fået siden 2011. Han mente at mine organer havde taget skade af medicinen og at chancen for at jeg kunne blive gravid var meget lille.
Min drøm om familieforøgelse blev knust og jeg stillede mig selv en masse spørgsmål efterfølgende.:
Hvem fanden ville være kæreste, bo og leve med mig, hvis man allerede nu vidste at familien ikke kunne udvides ?
Min kvindelighed forsvandt og hvad skulle jeg så, hvis jeg ikke kunne føde et barn, som jo er det vi kvinder blandt andet er sat i verden for? Familien prikkede jævnligt til mig og sagde ”Nu er det nok jeres tur næste gang ” når andre havde fået barn, hvilket irriterede mig voldsomt.
Min kæreste Martin var rigtig god til at håndtere mig og mine tanker om ikke at være god nok. Han synes stadig jeg var hans drømmekvinde (og jeg følte mig så heldig, at have fundet en mand, der tog mig trods mine fejl og mangler) Vi snakkede også om, at adoption kunne være en løsning, hvis vi ikke selv kunne få børn.

 

 

 

 

Efter en samtale med min læge stoppede jeg med P-piller, og selvom Martin og jeg havde forberedt os på at jeg nok ikke kunne blive gravid, ja så havde jeg allerede kort tid efter en mærkelig mavefornemmelse.
Ikke mavesmerter, men noget i min krop og mit hoved var anderledes.
BUM… Forstil dig så, at jeg løb rundt i huset som en høne uden hoved, bukserne nede om anklerne , en hund der løb efter mig og troede vi skulle lege og med EN POSITIV GRAVIDITETSTEST i hånden !!!
Jeg var alene hjemme den dag. Jeg var overvældet, i chok, og jeg turde ikke tro det.Så med min veninde i røret, kørte jeg til Kalundborg og fik lavet 2-3. tests mere… men den var god nok. Jeg var gravid. Juhu.
Da Martin og min far kom hjem, ville jeg forsøge at opføre mig helt normalt, men det ville svare til at bede en blind mand se en film, siger Louise. Da de kom hjem, råbte jeg GODDAG, i stedet for hej, som jeg plejer. Allerede dér var jeg underlig, og tænkte at de undrede sig over min opførsel.
Far kørte hjem til mor. Martin tog et hurtigt bad, og mens han stod i badet, stak jeg den positive graviditetstest ind i badet til ham… Der blev stille, mit hjerte bankede og lidt efter sagde Martin: Hvad betyder det ? Der er to streger ,sagde jeg, men han vidste ikke hvad det betød… så sagde jeg stille : Du skal være far.


Følg med her på siden og læs hvordan Martin reagerede.

Afsnit 5

Da Martin kom ud af badet krammede han mig og var virkelig glad.

 

Vi blev enige om, at vi ikke ville fortælle det til nogen før juleaften og da vi skulle på Bakken med familien prøvede vi at opføre os helt normalt, så ingen skulle fatte mistanke. Men hold kæft det er svært… vi googlede sjove måder at fortælle på, at man var gravid. En sjov ide var at invitere til 0 års fødselsdag.

 

Så planen var det skulle være juleaften.

 

En personlig sejr for min far, lavede dog om på den plan. Den dag han sejrede, var vi alle lettede og det var en så fantastisk dag for hele familien, at vi ombestemte os og derfor mærkede Martin og jeg, at det i stedet skulle være vores kæmpe hemmelighed, der skulle sætte prikken over i’et på denne i forvejen gode dag.

 

Jeg var virkelig nervøs, stod med en cola i hånden og rystede. Min far lagde en hånd på min skulder og spurgte hvorfor jeg var ked af det ?

 

Jeg er ikke ked af det, bare nervøs, sagde jeg. Du skal være morfar, bedstefar, farfar, nåh nej, når jeg er din datter og du min far… så må det være morfar du skal være.

 

Min far var så glad og min mor ligeså… Vi krammede og var helt oppe og køre… seriøst det VAR den rigtige dag at fortælle det på.

 

Men de 28 dage der var gået forud med hemmeligheden var de værste 28 dage EVER.

Afsnit 6
Gravid og hormonerne kører      

 

Månederne gik, jeg tog på i vægt og som tiden gik, blev jeg mere og mere ”hormonella” – nej forstå mig ret, jeg havde en drømme -graviditet.

 

Jeg mærkede fra den dag jeg blev gravid absolut intet til min sygdom, min krop havde aldrig haft det bedre. Jeg blev undersøgt i hoved og røv, for at sikre at både baby og jeg havde det godt og det havde vi heldigvis.

 

Min kæreste Martin var glad for at graviditeten kun varede 9 måneder, for selv om jeg hverken var ramt af bækkenløsning, graviditetssukkersyge, vand i benene, opkast gennem hele graviditeten, så havde  jeg til gengæld så mange hormoner , at jeg kunne dele ud af dem.

 

Jeg havde meget let til tårer, f.eks. hvis Martin sagde jeg var smuk.

 

Jeg vågnede en morgen og og allerede dér var der noget der sagde mig at jeg burde været blevet liggende i min seng. Og dette ”noget” fik fuldstændig ret. En dag hvor ALT gik galt. Jeg væltede alt jeg kom i nærheden af, tabte hvad jeg havde i hænderne, men værst af alt : jeg ødelagde min hvidløgspresser ( og så tænker du nok, herregud, det er bare en hvidløgspresser), men prøv du at fortælle en gravid, der havde glædet sig til hvidløg i sin kødsovs det.

 

Der mærkede jeg at jorden faldt sammen om ørene på mig. Jeg ville ønske jeg kunne sige det bare var en kort stund, men det varede flere timer. Da Martin kom hjem fra arbejde fandt han mig siddende på køkkengulvet indsmurt i tårer og snot og var ulykkelig. Martin stormede ind af døren og troede der var noget frygtelig galt med mig (Stakkels Martin). Hulkende fik jeg fremstammet at jeg havde ødelagt min hvidløgspresser, Martin kiggede undrende på mig og sagde, Var det bare det?

 

BARE  det? Han havde vist aldrig været gravid og glædet sig sindsygt meget til noget !

 

Han gav mig et kram, gik ind i stuen og sagde jeg kunne komme ind til ham og nusse, når jeg var færdig med at græde. Efter noget tid gik det op for mig, hvad jeg havde siddet og hylet over, en hvidløgspresser, Come on Louise. Jeg ringede til min veninde Signe, som jeg altid gør, når der er noget jeg skal dele med andre.

 

Signe gav stakkels Martin ret. Hun forstod min frustrationer, men snart grinede vi sammen over hvor langt ude det hele var. (jeg er så heldig at have Signe i mit liv, alle fortjener en Signe i sit liv)

 

Få dag efter ringede Signe at hun havde en overraskelse til mig, og uhu  hvor jeg elsker overraskelser. I gætter aldrig hvad det var. Jo den var god nok. Hun havde købt en ny hvidløgspresser til sin hysteriske gravide veninde. Jamen hvor jeg elsker hende.

"Klæberen føles fantastisk. Den eneste klæber jeg har prøvet som er så blød og komfortabel, og ikke laver folder eller  løsner sig i kanten.”

- eakin dot bruger

1