- Afsnit 1
- Ung med kronisk tarmbetændelse på efterskole
- Diagnose og hvad så med efterskolen?
- Kronisk syg og en drøm om at blive mor
- Martins reaktion
- Gravid og hormonerne kører
- Dreng eller pige?
- Fødsel på bestilling
- Hvordan bliver man en god mor?
- Bump på vejen, sygdom….og stadig mor!
- Familiemøde….Jeg skal have stomi.
- Louises opråb på Facebook om at bryde tabuet om stomi
- Louises første tid hjemme med stomi
- “Uanset hvad man forventer, vil det altid blive anderledes”
- Skole start og selvfølgelig….. Knaus.
- Louises liv 4 måneder efter stomioperationen
Afsnit 1
Louise er i dag 24 år gammel, bor med sin kæreste Martin, sin lille søn Victor på 1 år og deres hund Tyson på Sjælland.
Louise er under uddannelse til social og sundhedsassistent, men uddannelsen har været afbrudt flere gange pga. sygdom.
Afsnit 2
Ung med kronisk tarmbetændelse på efterskole
I 2011, var Louise så heldig, at hendes forældre ville give hende et ophold på Grønsund Idrætsefterskole på Bogø, og Louise følte sig meget privilegeret… hun havde dog det forbandede problem: ”Jeg skal skide op til 30 gange i døgnet, mest på toilettet, men også i bukserne – opkast fulgte også med indimellem siger Louise.
Starten på efterskoleopholdet nærmede sig, og Louises far mente, at hun var nervøs for at starte på skolen, og det var grunden til hendes mavesymptomer, træthed og udmattelse.
Det måtte være psykisk, og da Louises far som regel havde ret, slog hun nu også sig selv i hovedet med, at ”hun måtte stoppe at være nervøs og tage sig sammen” .
På efterskolen mødte hun lutter søde elever og lærere, men hendes toiletbesøg fortsatte og Louise begyndte også at tabe sig. På skolen blev der visket i krogene om at hun nok bare ville have opmærksomhed og tabe sig, hun blev stemplet som ”hende der bare sked i bukserne”
En weekend hvor hun var hjemme hos forældrene, fortalte hun sin mor at hun havde mavesmerter.
Normalt plejede Louise ikke at ytre sig om den slags, for at undgå alle de spørgsmål der altid fulgte efter, men den dag gjorde hun det.
Louise og hendes mor var på badeværelset samtidig, ingen blufærdigheder i vores familie, vi er meget åbne og uden hæmninger, som Louise siger.
Hendes mor så hende uden tøj og fik et bekymret udtryk i øjnene.. Hvad vejer du ? Louise vidste det ikke, var ikke den typiske teenager der kontrollerede sin vægt konstant…
42 kg, viste vægten !! Mor ville have mig til lægen straks… så de kunne finde ud af hvad jeg fejlede.
Afsnit 3
Diagnose og hvad så med efterskolen?
Efter flere lægebesøg, fik hun endelig en henvisning til gastromedicinsk ambulatorium på Nyk. F. sygehus.
En koloskopi undersøgelse viste ikke overraskende en meget betændt tarm, og de følgende måneder røg Louise ud og ind af sygehuset. Diagnosen blev stillet: Mb.Chrohn sygdom. Louises far var meget flov over at han fejlagtigt havde bedt Louise tage sig sammen…Endelig at få diagnosen var en lettelse for Louise.
Energien til at fortsætte på efterskolen manglede totalt og trods Louises dårlige samvittighed over at måtte stoppe på skolen, når hendes forældre havde givet hende opholdet, var dog den eneste løsning på daværende tidspunkt. Også lægerne opfordrede Louise til at stoppe med at dyrke sport, hvilket ikke just passede med et ophold på en idrætsefterskole.
Louise startede i stedet i alm. folkeskole i Svebølle og den nye klasse, de nye lærere og den varme modtagelse hun fik her, var så enestående.
Hun fik simpelthen de sødeste klassekammerater, der sammen med lærerne havde en kæmpe forståelse for hvorfor hun rendte på toilet i tide og utide.
”Af hjertet Tak til Svebølle folkeskole for, at modtage mig med åbne arme” siger Louise.
Afsnit 4
Kronisk syg og en drøm om at blive mor
Louises diagnose Mb.Chrohn førte til, at hun i årene 2011 blev henvist til og stadig følges af dygtige læger på Herlev hospital. Især en læge blev Louise knyttet til, så hun kalder ham ” sin egen læge” fordi de har god kemi og hun har stor tillid til hans kunnen og hans måde at tage sig af netop Louise.
I årene 2011-2019 blev det til mange samtaler, indlæggelser og Louise siger at Herlev hospital nærmest blev hendes andet hjem, og at hun uden at prale, kom der så tit, at hun fik kælenavne af sygeplejerskerne.
I 2019 i en alder af 23 år havde Louise fået mere forskelligt medicin end man kan tælle på 2 hænder.
Jeg var blevet voksen – min kæreste Martin og jeg legede med tanken om at blive forældre. Vores kærlighed til hinanden var stor og vi mente, vi var klar til at give noget af den kærlighed videre til et barn.
Til en lægesamtale hos ” min egen læge” luftede jeg derfor tanken om, at jeg gerne ville være mor.
Det forstod min læge så udmærket, men samtidig så udtrykte han tvivl om det kunne lade sig gøre for mig at blive gravid, pga. al den medicin jeg havde fået siden 2011. Han mente at mine organer havde taget skade af medicinen og at chancen for at jeg kunne blive gravid var meget lille.
Min drøm om familieforøgelse blev knust og jeg stillede mig selv en masse spørgsmål efterfølgende.:
Hvem fanden ville være kæreste, bo og leve med mig, hvis man allerede nu vidste at familien ikke kunne udvides ?
Min kvindelighed forsvandt og hvad skulle jeg så, hvis jeg ikke kunne føde et barn, som jo er det vi kvinder blandt andet er sat i verden for? Familien prikkede jævnligt til mig og sagde ”Nu er det nok jeres tur næste gang ” når andre havde fået barn, hvilket irriterede mig voldsomt.
Min kæreste Martin var rigtig god til at håndtere mig og mine tanker om ikke at være god nok. Han synes stadig jeg var hans drømmekvinde (og jeg følte mig så heldig, at have fundet en mand, der tog mig trods mine fejl og mangler) Vi snakkede også om, at adoption kunne være en løsning, hvis vi ikke selv kunne få børn.
Efter en samtale med min læge stoppede jeg med P-piller, og selvom Martin og jeg havde forberedt os på at jeg nok ikke kunne blive gravid, ja så havde jeg allerede kort tid efter en mærkelig mavefornemmelse.
Ikke mavesmerter, men noget i min krop og mit hoved var anderledes.
BUM… Forstil dig så, at jeg løb rundt i huset som en høne uden hoved, bukserne nede om anklerne , en hund der løb efter mig og troede vi skulle lege og med EN POSITIV GRAVIDITETSTEST i hånden !!!
Jeg var alene hjemme den dag. Jeg var overvældet, i chok, og jeg turde ikke tro det.Så med min veninde i røret, kørte jeg til Kalundborg og fik lavet 2-3. tests mere… men den var god nok. Jeg var gravid. Juhu.
Da Martin og min far kom hjem, ville jeg forsøge at opføre mig helt normalt, men det ville svare til at bede en blind mand se en film, siger Louise. Da de kom hjem, råbte jeg GODDAG, i stedet for hej, som jeg plejer. Allerede dér var jeg underlig, og tænkte at de undrede sig over min opførsel.
Far kørte hjem til mor. Martin tog et hurtigt bad, og mens han stod i badet, stak jeg den positive graviditetstest ind i badet til ham… Der blev stille, mit hjerte bankede og lidt efter sagde Martin: Hvad betyder det ? Der er to streger ,sagde jeg, men han vidste ikke hvad det betød… så sagde jeg stille : Du skal være far.
Følg med her på siden og læs hvordan Martin reagerede.
Afsnit 5
Da Martin kom ud af badet krammede han mig og var virkelig glad.
Vi blev enige om, at vi ikke ville fortælle det til nogen før juleaften og da vi skulle på Bakken med familien prøvede vi at opføre os helt normalt, så ingen skulle fatte mistanke. Men hold kæft det er svært… vi googlede sjove måder at fortælle på, at man var gravid. En sjov ide var at invitere til 0 års fødselsdag.
Så planen var det skulle være juleaften.
En personlig sejr for min far, lavede dog om på den plan. Den dag han sejrede, var vi alle lettede og det var en så fantastisk dag for hele familien, at vi ombestemte os og derfor mærkede Martin og jeg, at det i stedet skulle være vores kæmpe hemmelighed, der skulle sætte prikken over i’et på denne i forvejen gode dag.
Jeg var virkelig nervøs, stod med en cola i hånden og rystede. Min far lagde en hånd på min skulder og spurgte hvorfor jeg var ked af det ?
Jeg er ikke ked af det, bare nervøs, sagde jeg. Du skal være morfar, bedstefar, farfar, nåh nej, når jeg er din datter og du min far… så må det være morfar du skal være.
Min far var så glad og min mor ligeså… Vi krammede og var helt oppe og køre… seriøst det VAR den rigtige dag at fortælle det på.
Men de 28 dage der var gået forud med hemmeligheden var de værste 28 dage EVER.
Afsnit 6
Gravid og hormonerne kører
Månederne gik, jeg tog på i vægt og som tiden gik, blev jeg mere og mere ”hormonella” – nej forstå mig ret, jeg havde en drømme -graviditet.
Jeg mærkede fra den dag jeg blev gravid absolut intet til min sygdom, min krop havde aldrig haft det bedre. Jeg blev undersøgt i hoved og røv, for at sikre at både baby og jeg havde det godt og det havde vi heldigvis.
Min kæreste Martin var glad for at graviditeten kun varede 9 måneder, for selv om jeg hverken var ramt af bækkenløsning, graviditetssukkersyge, vand i benene, opkast gennem hele graviditeten, så havde jeg til gengæld så mange hormoner , at jeg kunne dele ud af dem.
Jeg havde meget let til tårer, f.eks. hvis Martin sagde jeg var smuk.
Jeg vågnede en morgen og og allerede dér var der noget der sagde mig at jeg burde været blevet liggende i min seng. Og dette ”noget” fik fuldstændig ret. En dag hvor ALT gik galt. Jeg væltede alt jeg kom i nærheden af, tabte hvad jeg havde i hænderne, men værst af alt : jeg ødelagde min hvidløgspresser ( og så tænker du nok, herregud, det er bare en hvidløgspresser), men prøv du at fortælle en gravid, der havde glædet sig til hvidløg i sin kødsovs det.
Der mærkede jeg at jorden faldt sammen om ørene på mig. Jeg ville ønske jeg kunne sige det bare var en kort stund, men det varede flere timer. Da Martin kom hjem fra arbejde fandt han mig siddende på køkkengulvet indsmurt i tårer og snot og var ulykkelig. Martin stormede ind af døren og troede der var noget frygtelig galt med mig (Stakkels Martin). Hulkende fik jeg fremstammet at jeg havde ødelagt min hvidløgspresser, Martin kiggede undrende på mig og sagde, Var det bare det?
BARE det? Han havde vist aldrig været gravid og glædet sig sindsygt meget til noget !
Han gav mig et kram, gik ind i stuen og sagde jeg kunne komme ind til ham og nusse, når jeg var færdig med at græde. Efter noget tid gik det op for mig, hvad jeg havde siddet og hylet over, en hvidløgspresser, Come on Louise. Jeg ringede til min veninde Signe, som jeg altid gør, når der er noget jeg skal dele med andre.
Signe gav stakkels Martin ret. Hun forstod min frustrationer, men snart grinede vi sammen over hvor langt ude det hele var. (jeg er så heldig at have Signe i mit liv, alle fortjener en Signe i sit liv)
Få dag efter ringede Signe at hun havde en overraskelse til mig, og uhu hvor jeg elsker overraskelser. I gætter aldrig hvad det var. Jo den var god nok. Hun havde købt en ny hvidløgspresser til sin hysteriske gravide veninde. Jamen hvor jeg elsker hende.
Afsnit 7
Dreng eller pige?
Efterhånden kom den dag, hvor jeg skulle til nakkefoldscanning på Holbæk sygehus. Martin var på arbejde og så skulle min mor selvfølgelig med og være en del af denne fantastiske oplevelse.
Vi var begge meget spændte, jeg var mega nervøs, men min mor var som altid virkelig cool (godt jeg havde hende med til at berolige mig ellers havde jeg nok skidt i bukserne-igen)
Da jeg kunne høre babys hjertelyd for første gang, var jeg overvældet, rørt og lykkelig. Der lå jeg med min mor i hånden og kiggede på skærmen og så min lille baby for første gang. DET skulle fejres.
Jeg ved ikke hvorfor, men i min familie bliver tingene altid fejret med mad eller drikke, nogle gange begge dele. Mor og jeg skulle ud og spise bagefter. Jeg husker ikke hvor vi spiste, men ærlig talt var jeg også fuldkommen ligeglad. Det eneste der betød noget lige den dag var, at Martin og jeg skulle være forældre og jeg var sammen med min mor. Den dag tror jeg, at jeg kunne have spist et gammelt surt pølsebrød fra pølsevognen og stadig have syntes, at det var skide dejligt. Så længe jeg var sammen med min mor.
Ikke længe efter nakkefoldsscanningen skulle vi til misdannelsesscanning. Det eneste jeg tænkte på da jeg fik indkaldelsen var: Jubii nu kan vi få babys køn af vide.
Martin havde taget fri fra arbejde. SURPRISE, det er ellers ikke noget han gør sig i, men jeg havde nok også mere eller mindre tvunget ham.
Siden starten af graviditeten har Martin sagt, det var en dreng, Men jeg var sikker på vi skulle have en pige.
Endelig blev det min tur, vi kom ind til jordemoderen som snakkede og snakkede, og det eneste jeg tænkte på: Kom nu i gang med scanningen, så vi kan se om vores baby er en dreng eller en pige.
Så gik jordemoderen endelig i gang med scanningen og hun skulle tjekke alle de obligatoriske ting først. Jeg var utålmodig, Sig det nu !
Pludselig grinede jordemoderen og sagde: Det er vist ikke til at tage fejl af, jeg må ikke se ansigtet, men jeg må meget gerne se hans tissemand… Hans tissemand, inde i min mave voksede en lille baby dreng.
Så havde Martin ret, men okay – skidt med det, jeg var virkelig glad for at det var en dreng, selvom vi selvfølgelig også var blevet glad for en pige. Men ærlig talt var jeg lykkelig over at vi ventede os en sund og rask baby dreng.
Vi kunne ikke få armene ned af bare begejstring.
Hvad skal vores dreng hedde?
Vi snakkede længe frem og tilbage og havde svært ved at blive enige om et navn- tænk på man skal forestille sig at sige det navn resten af sit liv.
Hver gang en af os foreslog et navn, kendte enten Martin eller jeg én der havde samme navn og som vi ikke kunne lide!
Hvis folk mener, at det at samle et Ikea møbel, er den ultimative par-test, så skulle de prøve at blive enige om et navn til deres baby; der kan man snakke om par-test.
Til sidst blev vi enige om Victor – Victor Guliing- seriøst jeg får gåsehud, når jeg tænker på det, på den gode måde altså.
Fordi jeg har Mb. Chrohns sygdom skulle Victor komme til verden ved kejsersnit. Det havde min egen læge besluttet, (næsten i samråd med mig). Grunden var, sagde lægen, at han ville være sikker på, at både Victor og jeg kom helskindede ud på den anden side og at min sygdom ikke kom i udbrud igen.
Jeg var lidt ambivalent mht. kejsersnit. Jeg havde haft en drøm om at føde rigtigt og mærke den fornemmelse og rus som fødende får når baby endelig er født. Men for pokker, på en anden side var det jo også rart, at man fik en fast dato for kejsersnittet.
Lægen kiggede i sin kalender og….
Følg med i Louises historie her. Næste afsnit om hvordan Victor kom til verden
Afsnit 8
Fødsel på bestilling
Lægen kiggede i sin kalender….hvornår kunne de ”klemme” mig ind? En virkelig underlig følelse
“Super” sagde han “jamen hvis du har tid d. 17/7-2019, skal vi så ikke gøre det der?” Fuck, nu kom det pludselig meget tæt på.
Nu var datoen fastlagt og Victor skulle ud d. 17/7. Det var virkelig rart at kende datoen, men vente tiden lang. Jeg nåede at lave 3 forskellige huskelister over det jeg skulle pakke til sygehuset og så nåede jeg vel at pakke tasken om 5 gange.
D. 16/7 om aftenen sad Martin og jeg hjemme på terrassen og snakkede om hvor vildt det var, at vi om under et døgn pludselig havde vores egen familie. Mens vi sad og snakkede sammen, følte jeg mig ret klar til Victors ankomst. Jeg havde et klart billede af hvordan det ville være at være mor, jeg havde jo set både mine søskende og nogle af mine veninder være det. Hvor svært kunne det være?
D. 17/7- 2019 stod vi op klokken lort fordi vi skulle være på Herlev hospital kl 06.30. Om man havde fået sovet om natten? Svaret må være NEJ. Vi ankom på hospitalet og havde ret godt styr på hvor vi skulle hen, da vi var blevet godt informeret. Vi tjekkede ind på barselsafsnittet, fik udleveret noget af det lækre hospitals tøj. Hm, jeg må indrømme, at selvom blå ikke er Martins farve, så så han brand godt ud i sit blå hospitals tøj. Han havde oven i købet fået et fint navneskilt hvor der stod FAR, MEGA sødt!
Godt så, nu var vi ved at være der, støttestrømperne var trukket helt op i dåsen og det bankede på døren. NU var det NU! Men, det var bare sygeplejersken, der kom ind med et lille medicinbæger med noget hvidt flydende klamt syre neutraliserende jeg skulle drikke inden det store show gik i gang. Ned med pisset som man siger på landet, og få minutter efter kom samme sygeplejerske og sa, at vi nu måtte gå op på operationsgangen (Jeg sidder med gåsehud nu, bare ved tanken om den følelse af spænding jeg havde i kroppen). Der gik vi og lignede 2 idioter. Men det var lige meget, for vi lignede to idioter sammen. Vi havde Victors lille hospitals seng med. Når jeg kiggede ned i den havde jeg en idé om hvordan det ville være når han var kommet ud og lå i den…. troede jeg…. og hold kæft hvor tog jeg fejl.
Vi blev kaldt ind på stuen, for nu var det vores tur til at få en baby! Der var mange læger, sygeplejersker og jordmødre til stede. Og naturligvis Martin og jeg, og lige om lidt… også Victor! Alle på stuen var super søde og gode til at snakke med os. En anæstesi læge skulle give mig en rygmarvsblokade (dem der syntes en neglerod gør ondt, kan godt pakke sammen og tage hjem). Hold nu kæft hvor gjorde det ondt, og som om det ikke var nok at stikke mig én gang, var hun nødt til at gøre det igen fordi hun ikke kunne ramme første gang. Lægen forberedte mig på, at jeg skulle lægge mig ned såsnart hun havde stukket mig, fordi min krop ville være bedøvet fra under brystet og ned (Jo jo, slap du lige helt af, bedøvelsen skal da også lige nå at virke… nej okayyy bare glem det!) Jeg nåede ikke engang at blinke med øjnene før min krop faldt sammen og jeg ikke kunne mærke min fødder. Det var faktisk helt vildt underligt ikke at kunne bevæge sine ben, lidt skræmmende!
Nåh, men nu var vi ligesom i gang. Martin, sygeplejersken og jeg hyggesnakkede lidt om skole, uddannelse og hunden der hjemme. Pludselig lød der et skrig og der var helt stille på stuen. Det var som om tiden gik i stå i et kort øjeblik. Det næste der blev sagt var “TILLYKKE, nu er I blevet forældre”.
Fuuuuuck, hvad er det vi er gået ind til?! Er det vores baby der skriger? Altså ham der har ligget og hygget i min mave i 9 måneder?! Jeg gik i panik. Selvom jeg havde været klar til hans ankomst i flere måneder, følte jeg mig lige pludselig ikke særlig klar alligevel. Jeg var virkelig skræmt fra vid og sans, da der pludselig lå der en helt nøgen og fremmed baby på mit bare bryst. Det stormede bare frem med 800 spørgsmål, hvem er du? hvad laver du her? hvad skal jeg gøre? og skal du være her resten af mit liv? Jeg lå og kiggede på den her lille baby som var indsmurt i blod og alt muligt andet ulækkert snask og anede ikke hvem han var.
Jeg havde slet ikke forstået, at vi skulle have ham med hjem. Jeg ved at mange mennesker betragter deres hunde som deres små babyer, jeg er selv en af de mennesker. Men her tager du ikke ud og kigger på 10 forskellige hundehvalpe, peger på en, tager ud og køber legetøj og henter hunden 14 dage efter.
Her knalder du, bliver gravid og så kommer en baby som ikke har valgt dig og du har ikke valgt den (Jo selvfølgelig har du valgt at du gerne vil have barnet men du har jo ikke lige frem peget på babyen og sagt den ser sødest ud og den vil du gerne have med hjem).
Mens jeg lå med indsmurte Victor på betragtede jeg Martin, som sad og prøvede at skjule, at han græd (Velkommen til den tid hvor MÆND IKKE GRÆDER). Martin fik lille fremmede Victor over, da jeg skulle syes sammen igen. Martin gik sammen med jordmoderen ud og vejede Victor. Det var på samme tid en lettelse og totalt angstprovokerende. Hold kæft hvor var jeg TRÆT (og nej jeg havde ikke lavet en skid udover at ligge og hygge snakke men jeg er overbevist om, at jeg var flad fordi andrealinen havde kørt på fuld smadder hele morgenen). Jeg var så træt, at jeg spurgte sygeplejersken, om at jeg måtte lukke mine øjne og blunde lidt og det måtte jeg gerne. (Havde hun sagt nej havde jeg sku nok gjort det alligevel). Jeg nåede lige at falde hen og så lød det som om døren bare blev banket op “Tillykke, det blev en lille dreng som blev født kl 8.50, han vejer 3068 og er 50 cm lang”. Det eneste jeg tænkte på var, så hold dog kæft og lad mig sove i fred. Jeg kan intet huske fra vi blev kørt til opvågningen og til vi nåede frem på barselsafsnittet, men jeg kan. Jeg kan ikke engang huske at jeg lå med Victor på brystet. Det eneste jeg kan huske var, at jeg var ualmindelig tørstig og at jeg fik kigget ned af mig selv; jeg havde ble på (heldige Martin, nu havde han 2 ble børn – wup wup). Martin har efterfølgende fortalt mig, at vi lå på opvågningen i 3 stive timer, og én var træt af at side på en lorte stol (ikke miiiig!).
Da vi endelig nåede ned på barselsafsnittet var det første jeg så min mor, og hold kæft hvor var det en lettelse at se hende. Men sjovt nok var det som om at hun ikke så mig. Jeg fik en meget hurtigt kys og så var hendes opmærksomhed ellers 100% på det der fremmede barn.
Følg med i næste afsnit 9, hvor Louise deler sin tanker om : Hvordan bliver man en god Mor?
Afsnit 9
Hvordan bliver man en god mor?
I dette afsnit deler Louise sine tanker og om det at være nybagt mor.
Jeg vil gerne lige understrege én ting. Jeg var glad da jeg havde født Victor og jeg så ham. Men hold nu op hvor jeg også følte jeg mig forkert. De fleste mennesker (mest mødre) jeg har snakket med, fortæller om den her helt vildt vanvittige følelse af den vildeste kærlighed de nogensinde har oplevet og hvordan de svævede på en lille lyserød sky. Den følelse havde jeg glædet mig virkelig meget at føle. Men den kom ikke. Jeg fik en lille baby dreng som jeg ikke elskede, og hvor gør det ondt at sige. De første par dage når jeg kiggede på ham syntes jeg da han var sød, bevares, men jeg svævede ikke på nogen lyserød sky.
Hvordan skulle jeg kunne elske en jeg ikke kendte? Han skræmte mig mere end han bragte kærlige følelser frem. Det skræmte mig at jeg skulle være hans mor resten af mit liv, det skræmte mig at jeg skulle danne og forme ham, så han en dag vil blive en voksen selvstændig mand der selv skal stifte familie. Hvordan pokker skulle jeg kunne lære ham det når jeg ikke engang kan regne med brøker og stadig kan blive i tvivl om hvordan man staver til ketchup? Jeg har længe kunne skifte en ble, men pludselig var det meget svært fordi det var på mit eget barn. Hvordan skulle jeg kunne finde ud af at være mor når jeg stadig ringer til min mor fordi jeg skal koge et æg? HVORDAN BLIVER MAN EN GOD MOR?!
Aldrig har jeg været så bange i helt mit liv, det her var nyt og skræmmende. Inden jeg blev mor var det så nemt at sidde med andres børn, skulle de have flaske NEMT, skulle de have en tør ble NEMT og når de begyndte de at skrige, kom de over til deres mor igen. Men nu er det mig der er mor, nu er det mig der skal få ham til at stoppe med at græde hvis han er ked af det. Hvorfor er det så meget nemmere med andres børn? Èn ting er sikkert, alting er meget nemmere med andres børn.
Tiden gik og Victor blev ældre og jeg selv fandt mig mere tilrette som mor. Jeg syntes stadig det er skide svært at være mor og jeg er stadig vildt meget i tvivl om det jeg gør, er det rigtige. Men jeg gør alt hvad jeg kan for at være en god mor. Siden Victor er kommet til, har jeg draget mig den erfaring, at man skal tage imod de råd man kan bruge. Resten skal man smide væk. Som nybagt mor skal man huske på, at vi alle er forskellige og at vi alle gør tingene på forskellige måder. En ting vi alle har til fælles er, at vi alle sammen gør det vi tror er bedst for vores barn.
Da Victor var kommet og vi alle 3 var kommet hjem, skulle vi have hverdagen til at fungere. Hvordan fanden gør man det med et lille barn man ikke kender? Følelsen af at man svigtede sit barn bankede hele tiden på og følelsen om at være en dårlig mor, sad plantet i hovedet på mig.
Da vi var kommet hjem og Martins barsel var slut stod jeg der, næsten helt alene. Bare mig og Victor. Jeg var så nervøs og så bange for at gøre noget forkert at jeg fik dårlig mave (hip hip hurra for nervøs ræser mave). Må man gerne ligge sit sultne barn i en babynest,(= lille pulsetæppe ) mens barnet skriger, hvis man virkelig selv skal skide? Jeg aner det ikke og det resulterede i, at jeg flere gange sad på lokum med tyndskid imens jeg ammede min søn. Blev jeg til en bedre mor af det? Svaret er nej. Havde jeg været en bedre mor hvis jeg havde ladet mit barn skrige mens jeg brugte 5 min på toilettet for så at kunne gå ind og sidde med ham i sofaen mens jeg ammede ham? Svaret er ja, for så havde jeg kunnet koncentrere mig 100% om at amme ham.
Jeg følte mig som en dårlig mor når jeg græd mens Victor sov, fordi jeg simpelthen var så udmattet. Når jeg var udmattet over at tage mig af min søn, burde jeg så overhovedet have fået ham? Var jeg en dårlig mor da jeg et kort sekund ville ønske at vi kunne skubbe ham op i dåsen igen, bare lige et par dage så jeg kunne sove, komme i bad og få børstet tænder? Er jeg en dårlig mor fordi jeg til tider ville ønske at der var en tænd og sluk knap på Victor så jeg kunne slukke for ham når han bare blev ved med at skrige?
SVARET ER NEJ! Jeg er ingen dårlig mor, jeg er bare en nybagt mor, og der er meget stor forskel. Hvis jeg ikke bekymrede mig, hvis jeg ikke var bange og hvis jeg ikke var skræmt, havde jeg været en dårlig mor for så havde jeg været ligeglad.
Følelsen som mange beskriver lige efter fødslen hvor de svæver på en lyserød sky, den havde jeg ikke. Men her 7 måneder efter Victor er kommet ud, forstår jeg den. Min kærlighed til Victor er så stor, at jeg tager mig selv i at græde af bar’ lykke når jeg kigger på ham. Jeg elsker ham så meget, at jeg slet ikke kan forestille mig et liv uden ham. Jeg bliver stadig skræmt over at det er mig der skal gøre ham til en god dreng. Men med alt det kærlighed jeg har til ham, er jeg ikke i tvivl om at det nok skal gå alt sammen.
Læs videre her i afsnit 10 når Louise løber ind i flere udfordringer pga. sin tarmsygdom Morbus Chron.
Afsnit 10
Bump på vejen, sygdom….og stadig mor!
I afsnit 10 er Louises tarmsygdom blusset op og hun er blevet indlagt. Sent om natten har hun nedfældet sine tanker om dette.
I dag er det d. 21-2-2020 klokken er 03.20 og jeg sidder på Herlev Hospital. Jeg er indlagt med et lille hul på tarmen. Martin passer sit arbejde og Victor er i gode hænder ved hans mormor og morfar. Den følelse jeg sidder med lige nu, er afmagt, frustrationer og dårlig samvittighed. Afmagt over, at jeg ikke kan komme hjem og være den gode mor for Victor som jeg burde være. Jeg sidder med frustrationer over at jeg føler, at jeg prakker Victor ned og hovedet på andre mennesker (og nej, det ved jeg godt er noget fis, men det er sådan jeg har det.) Jeg ved, at mine forældre altid ville tage sig af Victor, passe på ham og give ham mindst lige så meget kærlighed som jeg selv ville kunne. Men han er mit barn, det er mig der skal gøre det. Og så banker den dårlige samvittighed, og den banker MEGA hårdt denne gang.
Jeg ligger bare her og kan intet gøre. Jeg kan ikke være der for Martin og jeg kan ikke være derfor Victor. En god mor og en god kæreste ville altid kunne være der for sin mand og sit barn. Men p.t. kan jeg ikke engang være der for mig selv. Den her form for savn har jeg aldrig prøvet før, det gør jo virkelig ondt at savne.
Jeg ligger her, så de kan hjælpe mig med at blive rask. Og når jeg er blevet rask skal jeg hjem og tage mig af Martin og Victor og gøre det jeg er bedst til, nemlig at være Martins kæreste og Victors mor.
Hvis du stadig er med indtil nu, så tak fordi du læste med. Og husk, at næste gang du ser en mor der ser træt eller frustreret ud, så smil for denne mor kunne have været mig.
Kys fra Louise.
Følg med her og læs afsnit 11 om hvordan Louise tackler at fortælle sin familie om sin planlagte stomi operation…
Afsnit 11
Familiemøde….Jeg skal have stomi.
Følg med her og læs afsnit 11 om hvordan Louise tackler at fortælle sin familie om den kommende operation…
Nå, men, nu skal i høre. Det er faktisk mig der har indkaldt til familie hygge. Vi kaldte det familiehygge for at I ikke skulle blive for urolige. Men det er faktisk familie ”møde” så jeg er glad i alle sammen kunne komme. Jeg har jo været indlagt på Herlev fra d. 13-18/6. Stort set alle lægerne inde på Herlev hospital deltog i konferencen om mig og dagen efter kom min læge og snakkede. Han fortæller, at der er for meget betændelse i venstre siden af tyktarmen og at medicinen ikke kan slå det ned. Så denne gang har jeg ikke noget valg. Jeg skal have en stomi.
I morgen kører Martin og jeg på Herlev til samtaler og planlægning og i overmorgen skal jeg opereres. Jeg ved ikke helt hvad der skal ske eller hvordan det skal ske. Jeg ved bare, at de fjerner hele tyktarmen og laver en tyndtarms stomi. Jeg er næsten sikker på at det på sigt bliver rigtig godt, når det hele er faldet på plads og jeg har vænnet mig til mit ”nye” jeg. Men lige nu, har jeg svært ved at kunne forstille mig en fremtid med stomi. Jeg er bange for at blive mødt med folks dømmende blikke, kommentar og mit eget selvhad. På sigt bliver det godt, men lige nu er det lidt som et mareridt jeg ikke kan vågne fra.
For at jeg kan komme igennem alt det her, har jeg virkelig brug for jeres hjælp. Jeg vil gerne bede jer om ikke at pusse nusse om mig mere end i plejer og jeg vil virkelig gerne at alt er som det altid har været. Jeg ønsker ikke at blive set anderledes på bare fordi min sygdom nu bliver synlig.
Jeg bede jer om at tage hensyn til at jeg IKKE ønsker at I ringer eller skriver til mig før efter et par dage efter operationen. De første dage skal jeg samle kræfter og komme mig. Og så har jeg hverken energi eller overskud til at skulle forklare og svare på en masse spørgsmål.
Når jeg er blevet opereret, kan vi snakke om hvad der er sket og hvorfor det er sket, men her til at starte med har jeg lidt svært ved at sætte ord på hvad jeg selv føler og tænker omkring det hele, men det kommer med tiden.
Så please, vær søde ikke at spørge mig om jeg er ok. For det er jeg ikke lige nu. Men jeg lover at jeg bliver det. Jeg ved godt der er mange mennesker i lille Danmark der har stomi og det hele nok skal blive godt. De fleste med stomi siger faktisk det er det bedste der er sket for dem, og jeg håber inderligt at jeg en dag ville kunne sige det samme, men den dag er hverken i dag eller i morgen. Jeg håber inderligt i accepterer og respekterer mine valg lige nu, for det vil gøre alt sammen lidt nemmere for mig. Vi har en masse der hjemme vi lige skal hitte ud af.
Alt det her stomi halløj er ikke hemmeligt, men jeg er heller ikke interesseret i at Gud og hver mand skal vide det lige nu. Jeg har stadig en del venner og veninder der stadig ikke ved noget. Men på et tidspunkt når jeg er klar til at modtage beskeder, medlidenhed og spørgsmål, så må folk selvfølgelig gerne vide det.
Følg med her i næste afsnit 12 hvor Louise prikker hul på tabuet omkring stomi.
Afsnit 12
Louises opråb på Facebook om at bryde tabuet om stomi
OPRÅB!
DETTE ER IKKE ET OPSLAG FOR AT TRÆKKE MEDLIDENHED MEN FOR AT BRYDE TABU !
Det her er mig, mit navn er Louise Guling og jeg er 24 år gammel og sådan her ser jeg ud. Jeg er en helt almindelig pige der altid har lavet helt almindelige ting. Jeg har gået i skole og spillet håndbold osv. I 2011 fik jeg voldsomme mave smerter og hyppige toiletbesøg.
På dette tidspunkt gik jeg på efterskole på Bogø. Som tiden gik blev jeg mere og mere syg. Jeg tabte blandt andet 10 kg. 10 kg er måske ikke så meget for nogen, men det var meget for mig. 10 kg var nok til at gøre min familie urolig og lægerne bekymret.
2011 var også året hvor jeg blev diagnosticeret med noget der hedder Morbus Chrohn. Morbus crohn er en kronisk tarmbetændelse hvor mit immunforsvar angriber sig selv. Alt dette betyder at jeg skal leve med mave smerter, hyppige toiletbesøg, ukontrolleret vægttab og træthed.
I en alder af blot 13 år skulle jeg døje med alt dette.
BUT I AM A SURVIVOR! derfor klarede jeg alle udfordringer der måtte komme. Jeg klarede dem til UG ! Jeg fortsatte med at prøve at leve et helt normalt liv, men HOLD NU KÆFT hvor er der svært at leve et helt normalt liv når man ikke er helt normal. Fra 2011 til februar 2020 har jeg været på Herlev sygehus konstant. Hvis det ikke var til lægesamtaler, var det til undersøgelser, var det ikke til undersøgelse var det til behandling,, var det ikke til behandling var det til indlæggelse, og jeg kunne blive ved. I februar måned skulle jeg bare til en af de mange undersøgelser. Jeg skulle til en kikkertundersøgelse, der skulle kunne vise hvor meget betændelse der var i min tarm. En muligt risiko ved at få lavet sådan en undersøgelse er, at de får prikket hul på tarmen. Men slap da af, det er en undersøgelse jeg har været til 800 gange. Men bum. Der ramte det mig, denne gang var det min tarm de fik revet hul på. Aldrig har jeg oplevet noget så smerte fuldt.
Et lille bitte hul er skyld i at min krop ser så forandret ud nu. Et lille bitte hul gjorde at jeg ikke kunne få min medicin og betændelsen spredte sig. Så nu, ja nu ser jeg sådan her ud. Jeg deler ikke dette billede i håb om medlidenhed, jeg deler dette billede så vi kan få brudt tabuet om det at have stomi!
Det at jeg har fået en stomi gør mig ikke til en dårligere kæreste eller en dårligere mor, tvært i mod. Nu bliver jeg præcis den kæreste og den mor jeg gerne ville være fordi at jeg pludselig har overskuddet og energien til at være sammen med dem ! Inden jeg fik min stomi var der meget jeg ikke kunne og mange ting jeg ikke kunne spise, alt i alt var der mange begrænsninger. Alle disse begrænsninger er væk nu. JEG KAN PRÆCIS DE SAMME TING SOM ALLE ANDRE!
JA jeg har stomi, men jeg koncentrerer mig ikke om hvordan du skider, så vær sød ikke at koncentrere dig om hvordan jeg skider. Hvis I til sommer, på stranden ser én med stomi så må I gerne kigge og I må gerne være nysgerrige OG i må komme og spørge !. Men lad vær med, at hviske tiske for det var ikke os der sked i vandet, eller slog en prut alligevel.😃
I må gerne være med til at dele så vi kan bryde tabuet omkring at have stomi ! Tak hvis du stadig læser med indtil nu! Tak fordi du lyttede til MIN historie
Every scar i have makes me Who I am ❤
Afsnit 13
Louises første tid hjemme med stomi
Kender du det ?
At en person kommer og stiller dig et spørgsmål, som de selv tror de kender svaret på ?
Du ved godt, at dit svar ikke er det som de forventer at høre, så derfor svarer du det, som du ved de regner med at du svarer?
Det kender jeg, og jeg har oplevet det helt vanvittigt meget efter jeg d. 30/6 -2020 blev opereret og fik min stomi (han hedder i øvrigt Knaus, men det er en længere og helt anden historie).
Mange af alle de spørgsmål man får omkring stomien og operationen får standard svar som: det er okay og det går den rigtige vej.
Normalt vil jeg ikke kalde mig selv for en ” pleaser” og så lidt alligevel. Ofte når jeg får spørgsmål fra venner og familie svarer jeg det jeg ved de gerne vil høre. Til dels for deres skyld men også lidt for min egen skyld (læs : Ja jeg gør mig selv en bjørnetjeneste, NOT COOL!).
Når min mor spørger mig om hvordan det går, så får hun et af de følgende 2 svar
1. det går sgu godt.
2. det går den rigtige vej.
Hvorfor gør jeg det? Jeg gør det fordi jeg ved min mor ønsker mig det bedste, og jeg ved hvor ked af det min mor er over, at hun ikke kan hjælpe mig eller gøre noget som fremmer processen. SÅ hvis jeg siger til min mor ”Det går helt af helvede til, det gør ondt, min pose klør, og jeg er forstoppet igen”, så ved jeg da godt at min mor bliver rigtig ked af det, også selvom hun ikke viser det. Og hvem med respekt for sig selv og sin familie ønsker, at se sin mor ked af det? I hvert fald ikke mig!
De sidste 20 dage har jeg også fået vildt mange spørgsmålet der lyder ”Guuuud hvor må det være skønt at være hjemme igen!!!”…
Dem der spørger forventer at jeg svarer : Det er fantastisk… så det er selvfølgelig det jeg svarer – JAJA, kald mig bare en ” pleaser” 🙂
Men HOLD NU KÆFT hvor har det ikke været fantastisk at komme hjem.
Jo bevares, jeg er da lykkelig over at være hjemme ved min lille familie igen, men når det så er sagt har det langt fra været lutter lagkage. Det har nærmere været stress, kaos og kæmpe frustration.
Ved du hvordan det føles, at være den der altid har haft styr på ” the shit” til lige pludselig at ligge vandret og kigge på, at alle andre må gøre det som du plejer at gøre? Nogen vil måske mene at det må være dejligt, jeg er stik modsat.
Jeg har ligget på langs siden jeg blev opereret, min kæreste (kæmpe cadeau til ham) har ordnet ALT. Min kæreste Martin har ud over sit fuldtids job stået for alt det huslige og stået med vores søn helt alene. Jeg har virkelig følt mig ubrugelig! Jeg havde en følelse af, at det var lige meget om jeg var tilstede for jeg var jo alligevel ubrugelig.
Jeg måtte som sagt ikke løfte på noget, ikke engang min egen søn. Victor faldt en halv meter ved siden af mig og helt pr. automatik løftede jeg ham op og trøstede ham, det var først da Martin sendte mig ”blikket”, at jeg vidste jeg havde klokket i det.
Martins blik gjorde mig enormt ked af det, for jeg ville jo bare hjælpe og trøste min søn, og uden at gøre Martin til ”Badass” vil jeg gerne skynde mig at sige, at han selvfølgelig gør det af en bestemt grund. Han prøver jo bare at passe på mig. ALT her hjemme har skullet planlægges nøje, da jeg jo ikke var i stand til at være sammen med Victor alene, så her kom hele familien ind i billedet. GUDSKE TAK OG LOV for min familie, uden dem var det sgu aldrig gået. De passede på skift da Martin var nødt til at passe sit job for at kunne tjene til dagen og vejen.
Følg med videre i Louises historie her.
Afsnit 14
i Louises historie
Uge 31 og 32 lød nogenlunde sådan her:
Hver da i uge 31 kom min mor kl 05.45 for at tage Victor op at sengen, gøre ham klar og give morgenmad OG køre ham i dagpleje. Hvad lavede jeg imens? Jeg gjorde mig selv klar til skole og ellers sad jeg på min flade røv og så på hvordan min mor nussede om min søn som jeg skulle ha gjort (DUMT OG UDUELIGT!!).
Hver dag klokken 15 hentede min mor Victor igen og kørte hjem til hende selv med ham, og når jeg så havde fri fra skole kørte jeg hjem til min mor hvor min mor kom ud og satte Victor i min bil så jeg kunne køre hjem med ham.
Når Victor og jeg landede ude i indkørslen stod Martin og ventede på os, så han kunne tage Victor ud af bilen. Behøver jeg forklare hvor meget nemmere det havde været at gøre det selv? Nej det tænkte jeg nok.
sådan gik uge 31.
Da vi så nåede til uge 32 måtte Martin tage fri man-tirs-ons fordi Victor skulle til lægen til 1 års-undersøgelse og have en vaccine også.. Det skal lige hurtigt siges, at jeg nu er begyndt at måtte løfte lidt, det vil sige kun de ”nødvendige” løft. Det er et vidt begreb. Nå men Martin skal så have fri de 3 første dage og onsdag bliver Victor så hentet af hans moster (dette var aftalt inden jeg havde snakket med min stomisygeplejerske om løft) og der skal han så være til om fredagen.
I princippet kunne vi jo godt have aflyst da jeg jo må tage de ”nødvendige” løft, men at se min søsters ansigts udtryk da det var hende der blev spurgt om, at passe på lille Victor det var det hele værd.
Min søster, hendes mand og begge deres unger snakker ikke om andet end at de skal passe lille fætter Victor og den glæde kunne jeg ikke drømme at tage fra dem.
Så spurgte du mig ugen efter jeg var kommet hjem fra sygehuset om det var rart at være hjemme så Fandeme nej !
Spørger du mig nu så fandeme JA! Jeg kan være mere med, både til det huslige, men også i forhold til Victor. Jeg er langt om længe ved at kunne være den mor som jeg har drømt om det sidste år.
Når man står i lort til halsen så husk at bibeholde din POSEtive (hvis du forstår sådan en lille en) indstilling til tingene, for hvis du ikke gør det så ender det med at du drukner i det eget lort.
Afsnit 15
Skole start og selvfølgelig….. Knaus.
Når man pludselig bliver et normalt menneske med en pose fyldt med lort, hvordan håndterer man så lige mødet med en masse nye mennesker?
Efter jeg blev opereret var jeg helt afklaret med mit nye jeg. Jeg havde det fint med at have Knaus (min stomis kaldenavn) ved min side. Det blev pludselig hverdag og jeg tænkte ikke længere over at jeg var ”ny” opereret.
Ikke før jeg fik en besked i e-boks om, at jeg skulle genoptage min uddannelse til social og sundhedsassistent d. 27/7 . HVAAAD?!
Jamen. Allerede? Hvad med dem? Hvad med mig? Og værst af alt, hvad med Knaus?
Jeg har altid været pigen uden filter. Jeg har aldrig rigtig haft den der ”det her behøver jeg nok ikke sige om mig selv”. Jeg tror det bunder i, at jeg hviler meget i mig selv, og hvis jeg ikke er folks kop the fordi de drikker kaffe så er det OKAY! (for jeg drikker selv champagne).
Men sådan havde jeg det ikke denne gang. Heller ikke selvom jeg var helt afklaret med min stomi.
Jeg søgte råd hos familie og venner ”Hvis det nu var dig, havde du så sagt det i en ny klasse med nye mennesker?” alle jeg spurgte sagde at de ikke vidste det. Undtagen én… Min søster… ”Marina, hvis det nu var dig der havde stomi og skulle starte i en ny klasse. Ville du så fortælle det i klassen så folk vidste hvorfor det lyder som om du sidder og skider (hvilket man jo egentlig gør)? Marina svarede nej… Men da jeg så spurgte hende hvorfor hun ikke ville det, så vidste hun det ikke. Så det var en god samtale, men den hjalp mig ikke. Jeg lavede en liste med for og imod.
IMOD- listen lød sådan her:
– Det rager ikke dem.
– Hvad hvis de syntes det er underligt jeg siger det.
– HVAD nu hvis de går og snakker bag om ryggen på mig og omtaler mig som posepigen?
Min FOR -liste lød sådan her:
– Jeg er mig, og det er jeg stolt af.
– Jeg er stolt af min stomi for ellers havde jeg ikke været her.
– Om man skider ud af det ene eller det andet sted kommer vel ud på ét?
– Hvis de snakker om mig må det være pga. mangel på viden (hvilket er okay).
– Hvis jeg fortæller det, har jeg lagt alle kort på bordet og kan derfor bedre være mig selv.
– Hvis jeg kan skrive et Facebook opslag som har gået verden rundt kan jeg også sige det i en klasse med 20 andre elever.
Hvis man kigger på min for- og imod –liste kan man se, at der var flere ting der talte for at sige det. Mandag d. 27/7, kl. 8.15.
Havde jeg ikke haft Knaus havde jeg haft nervøs mave nu. Ikke kun over at skulle fortælle at jeg har stomi, men også fordi jeg skulle ind i en helt ny klasse og være hende den nye pige igen.
Jeg havde faktisk regnet med, at jeg som den nye pige skulle præsentere mig for de andre elever. Men der tog jeg fejl. Nu havde jeg lige planlagt det hele ned til mindste detalje, men nu gik der lort i det.
Jeg gør det, jeg gør det sgu alligevel.
”Heej, jeg hedder Louise, og jeg har lige en lille, kort og måske ligegyldig information. Jeg har stomi, og den er stadig ret ny, det kan betyde at den larmer lidt (han prutter og skider).”
JEG GJORDE DET!!!!
Folk startede med at kigge, men de tog super godt imod beskeden OG mig. Alle mine medstuderende har forståelse for mit nye jeg, og gudskelov kan vi grine af det sammen.
Efter jeg fik fortalt jeg har stomi væltede det frem med spørgsmål midt i frokost pausen (godt jeg ikke er sart). Og nu, 1 måned efter starten føler jeg, at jeg altid har gået i denne klasse. Det er rart at være omgivet af mennesker der forstår og respekter mig. Hold da helt kæft hvor er jeg glad for, at jeg fortalte det, også selvom jeg var meget splittet over det.
Tænk sig engang at bruge så meget tid og energi på at gå og være bange for hvad andre folk tænker om én. Især fordi jeg tror det er de færreste der rynker på næsen over det (eller jeg håber det er sådan, vi går trods alt på en såkaldt voksen uddannelse).
Følg med videre i Louises historie i næste afsnit.
Afsnit 16
Louises liv 4 måneder efter stomioperationen.
I dag (31.10) er det 123 dage siden Knaus og jeg blev præsenteret for hinanden, og hvem havde dog troet at jeg ville få mig en ny bedste ven?
På de 123 dage er der sket mange ting. Fx er Victor blevet 1 år, jeg har været ude og spise med min bedste ven (altså et menneske og ikke et organ), familie komsammen, fejret mine svigerforældres kobberbryllup og en helt masse andre fantastiske ting.
For første gang i 10 år, har jeg kunne deltage aktivt og være en del af fællesskabet udelukkende fordi jeg på godt dansk ikke har skulle skide konstant.
I 123 dage har de søde stomi sygeplejersker på Herlev hospital prøvet at finde en pose der passer til mig, og hold nu fast en jungle. Den gang vi ventede Victor blev jeg overrasket over hvor mange forskellige barnevogne der fandtes, og nu er jeg mindst lige så overrasket over hvor mange poser der findes. Så er der en grå, en hudfarvet, en der ikke larmer, en med tynd plade, en med tyk plade, en der måske ikke klør men så alligevel lidt, så er der 10 1-dels og 13 2-dels. Og som om det ikke var nok, nææh nej, så starter cirkusset forfra med tætningsringe. Jeg har flere gange undskyldt for at være ”a pain in the ass ”, men de er så søde og fortæller mig, at det er jeg slet ikke (jeg er næsten sikker på at de er uddannet til at sige sådan, men fred nu være med det).
som I måske nok ved startede jeg op på min uddannelse igen kort tid efter jeg var blevet opereret, jeg beskrev hvor fantastiske mine nye klasse kammerater var, OG HOLD NU KÆFT hvor………
Jeg stadig står ved det. Vi er så småt begyndt at nærme os vores eksamener og sammenholdet og støtten er fantastisk!
Vi bidrager alle med hver vores ting.
Nogen er gode til at lære fra sig, andre er gode til at muntre op, og mig, jamen jeg har da flere gang tilbudt en pose hvis de får dårlig mave, man er vel en sand ven?
Normalt ville jeg have været en af dem der gik i front med dårlig mave når der blev sagt eksamen, men nu kan jeg sidde, studere og så helt uden at have dårlig mave på samme tid, what not to like?
Denne gang kan jeg give med 100% til eksamen uden frygt for at skide i bukserne (det værste der kan ske er at Knaus skrub skider og stemningen bliver en smule akavet….. Skidt pyt).
Så hvis I ikke ved hvad i skal lave d. 5/11 og d. 10/11, så kunne i sætte jer i sofaen med en god kop kaffe, lidt stearin lys til at holde varmen og krydse fingre for jeg består.
Normalt ville jeg have bedt folk om at krydse finger for jeg ikke skider i bukserne men det er gudskelov ikke nødvendigt denne gang!
Vi skrives ved!
Knus Louise
Focuscare kan fortælle, at Louise bestod sine eksaminer med fint resultat 🙂
Tillykke Louise
