Stomiliv

Få en roligere nat

At få en god nats søvn kan føles svært, når man lever med stomi. For nogle fylder posen så meget i løbet af natten, at man er nødt til at vågne og tømme den. Det kan være frustrerende og måske kan det føles, som om det slet ikke giver mening at arbejde med bedre søvnvaner, når man alligevel bliver vækket.

Men selv hvis du ikke altid kan sove en hel nat uden afbrydelser, kan du stadig gøre noget for at skabe mere ro, tryghed og bedre søvnkvalitet.

Den rigtige stomipose for dig

Det lyder måske enkelt, men mange går alt for længe med ubehag, lækager eller bekymringer, fordi man ikke vil “forstyrre” sin stomisygeplejerske.

Men det er netop stomisygeplejerskens opgave at hjælpe dig, hvis noget ikke fungerer. Du skal ikke finde dig i lækager, irritation eller en pose, der ikke føles rigtig.

Hvis huden omkring stomien har folder, fordybninger eller ujævnheder, kan det øge risikoen for lækage. Her kan en pasta eller tætningsring måske være en hjælp. Hvis pladen ikke hæfter ordentligt, kan det også være værd at se på, om huden er helt tør, når posen sættes på.

For nogle kan en konveks plade være en bedre løsning end en flad eller omvendt. Det afhænger af kroppen, stomien og huden omkring den. Tal gerne med din stomisygeplejerske, før du ændrer rutiner eller produkter.

Gode søvnvaner

Søvnhygiejne handler om de vaner og rutiner, du har omkring sengetid. Gode søvnvaner kan støtte både kroppen og sindet, fordi kroppen restituerer, mens du sover.

De fleste ved, at skærme helst skal lægges væk et stykke tid før sengetid. Men du kan også skabe en roligere overgang til natten med små ritualer: hudpleje, læsning, dagbog eller en stille hobby uden brug af skærm, tv, tlf. o lign.

Det kan også gøre en forskel, hvordan dit soveværelse føles. Er rummet roligt, køligt, behageligt og afslappende? Et trygt og fredeligt sovemiljø kan hjælpe hjernen med at slippe dagens tanker.

Mad og måltider

En stomi bør ikke i sig selv betyde, at du ikke må spise på bestemte tidspunkter. Men jo senere om aftenen du spiser, jo større er sandsynligheden for, at posen fyldes i løbet af natten.

Hvis du gerne vil undgå at vågne, kan det være en hjælp at føre en maddagbog. Notér, hvad du spiser, hvornår du spiser, og hvordan kroppen reagerer om natten. På den måde kan du lære dine egne mønstre at kende.

For nogle vil det give mening at stoppe med at spise lidt tidligere på aftenen. For andre – især personer med meget output – er det ikke altid muligt at undgå natlig fyldning af posen.

Hvis du er bekymret for lækage om natten, kan en alarm være en praktisk løsning. Den kan hjælpe dig med at tømme posen i tide og give mere tryghed, når du lægger dig til at sove.

Vær forberedt på lækage

Lækager om natten kan ske. Måske har du endnu ikke fundet den rigtige pose. Måske har maven været urolig. Eller måske er du bare uheldig.

Det kan være en stor hjælp at være forberedt, hvis det sker. En madrasbeskytter eller et engangslagen under lagenet kan gøre det lettere og hurtigere at skifte, hvis uheldet er ude.
Det kan også være en god idé at have et poseskift klar tæt på seng eller badeværelset. Når man er træt og står i mørket midt om natten, kan det være svært at finde det hele. Jo mere der er gjort klar på forhånd, jo mindre stressende bliver situationen.

Hvis lækagen ikke er voldsom, kan det måske vente med bad og oprydning til om morgenen. Men det er vigtigt at lægge mærke til, hvorfor lækagen opstod. Hvis problemet gentager sig, eller hvis posen ikke passer godt nok, bør du kontakte din stomisygeplejerske.

Til sidst

I en travl hverdag glemmer mange, hvor vigtig søvnen er. Vi løber fra arbejde til familie, aftaler og praktiske gøremål – og ofte stopper vi først, når vi lukker øjnene.

Men kroppen har brug for ro. Og selv små ændringer kan gøre en forskel. En bedre aftenrutine, den rigtige stomiløsning, lidt forberedelse ved sengen og mere opmærksomhed på kroppens mønstre kan være med til at skabe mere tryghed om natten.

Målet er ikke nødvendigvis den perfekte nattesøvn hver nat. Målet er mere ro, mere overskud og en nat, hvor du føler dig bedre forberedt.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp og vejledning

Du har altid mulighed for at kontakte din stomisygeplejerske for rådgivning, vejledning eller hjælp til dine udfordringer.

Hos Focuscare ønsker vi også at stille vores mere end 40 års personlige og faglige erfaringer og viden til rådighed, for dig der er stomiopereret.

Kontakt os →

Retur til blog oversigt

Læs vores andre artikler

Udfordringer med lækage fra stomi?

Udfordringer med lækage fra stomi?

Lækage fra stomien er en af de mest almindelige og mest frustrerende udfordringer i hverdagen. Og hvis du har oplevet det, ved du, hvor meget det kan fylde.

Væske og stomi

Væske og stomi

Når man lever med stomi, spiller væske en helt central rolle for kroppens trivsel. Mange oplever hurtigt, hvor stor en forskel det gør, når man får drukket nok – og på den rigtige måde.